Hej Marie og alle andre, der elsker at tænke selv og tænke sammen…

Min søster er sygeplejerske og arbejder på et Blå Kors Hjem med meget, meget alkoholskadede mennesker. De dør, hvis de ikke stopper med at drikke.
På det hjem har de en psykiater, der er et filosofisk menneske. Jeg læste for et par dage siden noget materiale han havde skrevet til personalet. Det handlede om stofmisbrug og livets mening.
Det provokerende er, at morfika misbrugere – kan være i en situation, hvor de ligger på et koldt ogsnavset toiletgulv, de har intet sted at bo, kæresten har forladt dem og de har ingen relationer til deres familie og venner mere. Alligevel oplever de når de tager morfika den dybeste mening med tilværelsen. Udefra set, ser man en helt stenet person og man tænker måske – hvordan kan man ville det så meget, at man sætter alt på spil og dør af det, men morfika skaber den perfekte balance i dit indre, siger dem der har oplevet det.
Så er det jeg tænker, jammen er “det hele” omkring livets meningsfuldhed kun kemi? Er det fuldstændig uafhængigt af ydre omstændigheder? Kan man have let ved/talent for at opleve meningsfuldhed, eller for den modsatte, at se meningsløshed i det meste. Og er det så igen “kun” et spørgsmål om hvilke kemiske strømme der flyder lettest i en om man har “et lyst sind” eller et melankosk?

Vi kender sikkert alle sammen godt nogen af de mange undersøgelser der påviser, at lykke er uafhængigt af en hel masse ydre faktorer – og at netop følelsen af meningsfuldhed er væsentligere end f.eks. helbred og materielle vilkår, men hvor kommer følelsen af meningsfuldhed så fra?? Er der trods alt nogen ydre ting, oplevelser der kan motivere at den opstår? Eller er det nedarvet? eller betinget af noget helt tredje?
Jeg har tit tænkt, at jeg har en så kringlet hjerne, at jeg har forholdsvis let ved at ligge alt muligt på plads på en måde, så det nogen gange trods al rimelighed, giver mening for mig. Og den “evne” er jeg glad for, fordi den gør mig robust i livets svære situationer, men hvor kommer den fra, og hvad gør man hvis man ikke har den “evne” med sig???

Kan man ud fra denne her vinkel, så hjælpe mofikamisbrugeren og andre misbrugere, der længes efter at opleve meningsfuldhed, men som må have et drug til hjælp for at opnå det?

Jeg glæder mig til at høre hvad disse overvejelser kan føre til af debat.

Kh. Charlotte