Nu er det weekend. Det er tidspunktet hvor det sker. Det magiske øjeblik. Fredag kl. 16:15. Mange er allerede gået hjem for en time eller to siden, så jeg kan rigtig være ekstra stolt af hvor koncentreret jeg har arbejdet de sidste to timer. Jeg har virkelig fortjent at holde weekend nu!
Der var ganske vist meget jeg ikke nåede i denne uge. Måske skulle man liiige prøve at nå lidt mere … Bare en enkelt af tingene. Måske kunne jeg endda nå to ting mere på TODO-listen. Så har jeg virkelig gjort det godt. Det er jo også dybt spændende og meningsgivende, det jeg skal have lavet, så det er i grunden ikke spor synd for mig at arbejde lidt mere selv om det er fredag aften. Jeg kommer sikkert til at sidde og hygge mig med det. Jeg kan lave en kop te og sætte mig ind i sofaen med det.
Men solen skinner. Det er en rigtig oktoberdag med fut i den store ventilator. Jeg vil ud.
Var det ikke også det Aristoteles sagde: Det gode befinder sig i midten? Midt mellem for meget og for lidt. Hvor er det vidunderligt at have et arbejde som føles meningsfuldt. Og hvor er det skønt alligevel at kunne lade det ligge – at kunne lukke butikken og holde fyraften og weekend.
For meget af det gode er nemlig ikke så godt.
Rigtig god weekend!
“For meget af det gode er nemlig ikke så godt”……jo, jo, “alting med måde” og “den gyldne middelvej”, “harmoni og balance”, sådanne associaltioner sætter dit skrift i gang hos mig, Marie, og jeg glædes med dig over at have haft en meningsfuld og berigende arbejdsdag…lidt misundelig kunne jeg endda også blive over hvad jeg kunne finde på at kalde din evne til “selvstyring og selvkontrol”.
Men jeg kan samtidig heller ikke lade vær med at inddrage begreber som ubalance, kriser, livs- og dødsangst. Begreber som jeg oplever også kan være med til at beskrive min virkelighed, min hverdag, hvor netop angsten forbundet med valget og forestillinger om fremtiden, skaber bevægelse for mig i mit liv.
Mon ikke vi mennesker også giver os i kast med at icenesætte dramaer, ubalancer, kriser i mødet med os selv og hinanden – netop fordi det skaber bevægelse?
For mig befinder det gode sig ikke udelukkende i midten, men også i yderpunkterne, fortvivlet at ville ære og ikke ville være sig selv
Tusind tak for din skarpe og inspirerende kommentar, Gitte! “For mig befinder det gode sig ikke udelukkende i midten, men også i yderpunkterne” … Ja!
Og at ubalance, krise og angst på forskellig vis kan være af det gode, kan jeg også sagtens komme i tanker om eksempler på. Nu vi er ved talemåderne, kommer jeg til at tænke på vendingen “Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget”. Her er vi måske ude i noget med at det samme kan være både godt og skidt? Set i bakspejlet har jeg ofte kunnet sige til mig selv at “den krise ville jeg nødig have været foruden, for se bare hvad jeg lærte, og hvor det førte mig hen …”.
Men ubalancer, kriser og angst kan også blive så voldsomme eller så mange at det gode de medfører, måske ikke opleves som noget der står mål med den lidelse og den svækkelse de påfører den kriseramte. En krise i et sygdomsforløb kan man komme styrket ud af – hvis man bliver rask, blive man ofte også immun – men man kan også dø af sygdommen. Det kan tippe begge veje. Det er krisens natur.
Derfor er jeg ikke sikker på at jeg ville være tilbøjelig til at “iscenesætte” eller “bevidst dyrke” krise og ubalance blot for at skabe bevægelse. For krisen er dødsensalvorlig.
Men omvendt ville det være en grov forenkling hvis jeg ville påstå at det eneste (eller højeste) gode var at føle sig fuldkommen tryg og behageligt tilpas altid.
Hvis man ville, kunne man faktisk også tolke påstanden om at det gode “ligger i midten”, som et ideal om sådan en lidt leverpostejsfarvet eller grå tilværelse hvor man forsøgte at undgå for stærke følelser – ikke kun de smertelige følelser, men også fx begejstring, svulmende glæde osv. På den måde kunne man komme til at lægge meget stramme bånd på sin livsudfoldelse af frygt for at komme i ubalance – “højt at flyve, dybt at falde”, tænker man måske. Det tror jeg faktisk mange af os gør til en vis grad. Vi prøver at passe på os selv. Men på den måde snyder vi også os selv og hinanden. Og derfor er det så godt at du peger på betydningen af også at kunne værdsætte yderpunkterne, Gitte!
Forestillingen om at et menneske med sine følelser, handlinger osv. til enhver tid placerer sig et sted på en akse med to yderpunkter og en midte, er en metafor – og dermed har den også sine begrænsninger. Der er nogle ting den er god til at illustrere, og andre ting den ikke rigtig kan rumme. Det jeg godt kan lide ved den, er at den nuancerer sådan en sort/hvid forestilling om at hvis noget er godt, så er det altid godt, og hvis noget er dårligt, så er det altid dårligt. Min mormor gav fx altid os børn en hel spiseskefuld levertran i stedet for en teskefuld, ud fra devisen at “hvis lidt er godt, så må meget være endnu bedre”. Men sådan er det bare ikke altid. Og det synes jeg metaforen om “det gode i midten” er god til at minde om.
Nu vi snakker om metaforer: Du er inde på at ubalancer m.v. er af det gode fordi de skaber bevægelse. Det er et godt billede: Så snart der ikke er perfekt ligevægt på begge sider af et tyngdepunkt, begynder ting at bevæge sig – kugler begynder at rulle, læs begynder at vælte, og dyr og mennesker tager et hurtigt skridt frem eller til siden for at genvinde balancen. Bevægelse oplever vi i vores kultur som noget godt. Personlig udvikling, for eksempel. Stilstand er derimod ikke så godt. Betragtet på denne måde er balance måske en farlig ting, for hvis vi er i balance, risikerer vi så ikke at gå helt i stå og ikke komme ud af stedet?
Jeg ved ikke rigtig … måske skal vi skelne mellem ubalance og overbalance? Når man går på line og “holder balancen”, bringer man vel egentlig sig selv en lille smule i ubalance hver gang man sætter en bevægelse i gang. Balancekunsten består måske slet ikke i at undgå ubalance, men derimod i konstant at kunne genvinde balancen? Hvis linedanseren får overbalance, falder han ned og brækker måske halsen. Men hvis han stod stille på linen, ville han faktisk få overbalance! Så bevægelsen som skaber ubalance, hjælper ham samtidig med at genvinde balancen. På samme måde er det måske med bevægelsen henad livets vej (eller ud over markerne)? Hvis vi ser det på den måde, har balance ikke noget at gøre med at stå stille – så er det tværtimod en konstant bevægelse hvor vi forsøger at genvinde balancen hver gang vi bliver skubbet til. Giver det mon mening?
Så måske iscenesætter vi alligevel ubalancer, som du siger: Vi tager selv det første skridt ind på ukendt land – og det næste – og det næste. Måske for at skabe bevægelse og udvikling, opleve noget nyt, skabe noget, prøve noget af, føle spænding og bruge vores muskler, række ud efter hinanden, give noget – måske fordi vi bare ikke kan lade være – men måske også for at genvinde eller “holde” balancen.
Bortset fra det, så tror jeg også det kan være en god ting at stå stille en gang imellem. For hvor er det egentlig vi skal hen? “At blive sig selv”, sagde den gode, fortvivlede Søren Kierkegaard også, “er en bevægelse på stedet.” Måske er det når man står stille, at det er allersværest at holde balancen?
Nu er jeg spændt på om mit ekstremt lange indlæg fra i går kommer til at skabe bevægelse herinde, eller om det simpelthen var for meget af det gode
Det var i hvert fald ikke meningen det skulle være så langt … Så tak for komplimenten om mine evner til “selvstyring og selvkontrol”, men jeg sad flere timer og tænkte og skrev og kunne slet ikke holde op igen, så det er i hvert fald ikke hver dag det lykkes at holde måde …
Hej Marie og andre filosofinørder,
Pludselig gik det fint med at logge ind…. det havde ellers drillet lidt.
Nå, men jeg synes det er en interessant diskussion – om bevægelse eller stilstand. Balance og ubalance. Kaos eller harmoni.
Jeg synes rigtig godt om linedansermetaforen. Det er et meget fint billede på den nødvendige vekselvirkningen mellem modpolerne. Jeg forstår også Aristoteles’ gyldne middelvej på den måde. Det er ikke et gennemsnitsligt sted i midten (selv om jeg tror det er denne mådeholdne “på det jævne” det ofte opfattes som). Den gyldne middelvej, men netop det at vores liv både rummer noget fra den ene yderpol og noget fra den anden. Begge dele kan vel ikke være der på en gang….
Jeg bruger nogen gange en metafor med at have brug for at være i “det røde felt”, kortvarigt, for at kunne holde ud at være i det grønne ansvarlige og fornuftige og pligtopfyldende felt det meste af tiden. Hvad det røde felt er, er meget individuelt, men det er et frikvarter.
Jeg ved godt, krise er noget andet. krise er når det hele brænder ned, når man oplever tab af en eller anden art. Man har ingen erfaringer og man har ingen kontrol. Det er skræmmende, men jeg vil give Gitte ret i, at det at man ikke ved hvordan det hele ender også kan opleves som storartet i sig selv.
Hvor meget krise og kaos vi trives med er nok meget forskelligt, men man ser det allerede hos børn, at nogen skal helst have det jo vildere jo bedre og andre skal helst have det helt stille og roligt. Jeg tror godt man kan blive “skadet” af at få for meget kaos. F.eks. en krigskorrespondent eller lignende. Alt almindeligt bliver trivielt og uinteressant. Man føler sig i live, når kroppen er i alarmberedskab og man er total skærpet. Det er afhængihedsskabende kan man sige.
Kh. Charlotte