Hej Marie og alle andre, der elsker at tænke selv og tænke sammen…
Min søster er sygeplejerske og arbejder på et Blå Kors Hjem med meget, meget alkoholskadede mennesker. De dør, hvis de ikke stopper med at drikke.
På det hjem har de en psykiater, der er et filosofisk menneske. Jeg læste for et par dage siden noget materiale han havde skrevet til personalet. Det handlede om stofmisbrug og livets mening.
Det provokerende er, at morfika misbrugere – kan være i en situation, hvor de ligger på et koldt ogsnavset toiletgulv, de har intet sted at bo, kæresten har forladt dem og de har ingen relationer til deres familie og venner mere. Alligevel oplever de når de tager morfika den dybeste mening med tilværelsen. Udefra set, ser man en helt stenet person og man tænker måske – hvordan kan man ville det så meget, at man sætter alt på spil og dør af det, men morfika skaber den perfekte balance i dit indre, siger dem der har oplevet det.
Så er det jeg tænker, jammen er “det hele” omkring livets meningsfuldhed kun kemi? Er det fuldstændig uafhængigt af ydre omstændigheder? Kan man have let ved/talent for at opleve meningsfuldhed, eller for den modsatte, at se meningsløshed i det meste. Og er det så igen “kun” et spørgsmål om hvilke kemiske strømme der flyder lettest i en om man har “et lyst sind” eller et melankosk?
Vi kender sikkert alle sammen godt nogen af de mange undersøgelser der påviser, at lykke er uafhængigt af en hel masse ydre faktorer – og at netop følelsen af meningsfuldhed er væsentligere end f.eks. helbred og materielle vilkår, men hvor kommer følelsen af meningsfuldhed så fra?? Er der trods alt nogen ydre ting, oplevelser der kan motivere at den opstår? Eller er det nedarvet? eller betinget af noget helt tredje?
Jeg har tit tænkt, at jeg har en så kringlet hjerne, at jeg har forholdsvis let ved at ligge alt muligt på plads på en måde, så det nogen gange trods al rimelighed, giver mening for mig. Og den “evne” er jeg glad for, fordi den gør mig robust i livets svære situationer, men hvor kommer den fra, og hvad gør man hvis man ikke har den “evne” med sig???
Kan man ud fra denne her vinkel, så hjælpe mofikamisbrugeren og andre misbrugere, der længes efter at opleve meningsfuldhed, men som må have et drug til hjælp for at opnå det?
Jeg glæder mig til at høre hvad disse overvejelser kan føre til af debat.
Kh. Charlotte
Kære Charlotte
Tusind tak for din kommentar og dit indlæg her. Sikke en masse gode spørgsmål. Nu skriver jeg bare lige det der falder mig ind, for jeg har selvfølgelig ikke noget endegyldigt svar at ryste ud af ærmet, men nogle forskellige tanker kommer der dog. Tanker som måske kan sætte tanker i gang hos andre – som måske kan føre til noget mere …
Det første jeg tænker, er nok at der sikkert godt kan være flere mulige “kilder” til oplevelser af meningsfuldhed. Med andre ord: Dét at en stofmisbruger oplever meningsfuldhed når han/hun har taget stoffer, udelukker ikke automatisk at den samme person også ville kunne opleve meningsfuldhed som følge af noget andet. F.eks. ved (i stoffri tilstand) at mærke en kattekillings bløde pels under sine hænder – et eksempel som jeg tror jeg har fra historien om Christiane F. Eller ved at opleve et andet menneskes omsorg eller indånde den friske bjergluft på en vandretur. Og så videre.
Men pointen for den filosofisk psykiater på din søsters arbejde er nok at gøre det klart at det er hårde odds man er oppe imod når man arbejder med misbrugere. At hjælpe hjælperne til at forstå at stofferne ikke bare er en dårlig vane som man let burde kunne lægge fra sig hvis man bare tog sig sammen, men derimod en meget stærk modstander der – forklædt som ven – konkurrerer med familie og venner om at fylde hullet indeni.
En anden ting jeg umiddelbart tænker, er at stofferne jo sådan set i lige så høj grad er en udefrakommende faktor som familie, venner og materielle vilkår er det. De skal skaffes, og de skal indtages på en eller anden måde for at gøre deres virkning.
Ja, kunne man så sige, men de virker inde i personen. De får ting til at ske i personen, som ikke kan ses udefra. Som du siger: Udefra ser personen ud til at have det forfærdeligt, mens det indefra åbenbart ser ganske anderledes ud. Ergo ser det ud til at det bare er kemi der ligger bag oplevelsen – og ikke virkelig mening.
Men hvordan er det så med familie, venner, godt helbred og gode materielle vilkår – på hvilken måde skaber de en følelse af meningsfuldhed i os? Jeg tænker: Det er vel også noget der sker inde i os – og involverer nogle kemiske processer. Er det ikke? Men forskellen er måske at det udefra er let at få øje på det som giver mening. Vi kan se konen, manden eller kæresten. Vi kan sætte os ind i at det kan give mening at være i et parforhold fordi vi kender det fra os selv, fra bøger og film og som en grundbyggesten i samfundets indretning. Vi ved at det er (eller i hvert fald kan være og kan opleves som) en god ting. Vi kan måske også se at personen ofte smiler og ser glad ud.
Kunne man måske forsøge sig med at sige at der altid også er kemi involveret i en oplevelse af meningsfuldhed – men under normale omstændigheder ikke kun? For stofmisbrugerens vedkommende er vi så måske ude i noget som mere eller mindre kun er kemi.
Et af problemerne ved at opnå lykkefølelse på denne måde er så at det ikke varer ret længe. Både fordi virkningen hurtigt aftager i det enkelte tilfælde, og fordi kroppen i længden ikke kan blive ved at holde til gentagent stofmisbrug. Som du siger: På et tidspunkt dør man af det hvis man ikke holder op. Men selv så længe man stadig holder til det, vil man formodentlig ikke have det særlig godt imellem sine beruselser. Så der er også megen lidelse forbundet med at være misbruger.
Til sammenligning er den oplevelse af mening som man kan få fx gennem et parforhold (eller venskaber og gode familierelationer i øvrigt), som regel af længere varighed. Den er mere stabil.
Jeg ved ikke om vi måske oplever at varighed og stabilitet på en eller anden måde er en kvalitet – noget som gør tingene mere virkelige, og som måske også gør at vi er mere tilbøjelige til at anerkende dem som virkeligt værdifulde? Og derfor som mere gyldige grunde til at opleve meningsfylde.
Og hvordan kan man så hjælpe misbrugere ud fra dette perspektiv – hvis man altså kan det? Måske hvis man kunne få dem overbevist om at det giver mening at prioritere de stabile og livgivende meningsgivere højere end de kortvarige og destruktive? Jeg siger bestemt ikke at det er let. Jeg siger heller ikke at det er det eneste der skal til. En ting er at lade sig overbevise, en anden ting er at holde fast i sine gode hensigter når trangen melder sig. Men kunne det måske være noget at forsøge sig med?
Logikken er jo klar nok, så vidt jeg kan se. Det er ikke sikkert det behøver være så svært at overbevise folk på det principielle niveau. Det svære er nok at få et svækket og ensomt menneske til at tro på – og blive ved med at tro på – at det også kan lykkes for netop ham/hende at skabe mening på en anden måde. Jeg vil tro at det kræver stor opbakning og tæt opfølgning.